Intelligent lysstyring forbedrer arbejdsmiljø på kontor
Døgnrytmelyset hjælper til at holde os vågne og produktive midt på dagen samt at forberede kroppen på søvn og hvile sent på dagen. En yderligere fordel er, at det kan mindske symptomer på vinterdepression.
KNX-baseret dagslys- og døgnrytmestyring skaber sundere arbejdsplads og energibesparelser i 275 m2 kontorlejemål.
Da JJ Kommunikation stod over for at skulle renovere lysinstallationen i sit 275 m2 store kontorlejemål, så virksomheden en unik mulighed for at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne. Den gamle installation fra 2008 var ikke længere holdbar – reservedele kunne ikke skaffes – men i stedet for blot at erstatte den med en traditionel løsning, valgte JJ Kommunikation at investere i fremtidens belysning: en KNX-baseret løsning med både dagslysstyring og døgnrytmelys.
Resultatet er blevet en installation, der ikke kun sparer energi, men også aktivt bidrager til medarbejdernes velvære og produktivitet ved at efterligne det naturlige dagslys hele døgnet rundt.
»Det vi har lavet, er at vi har lavet en dagslysstyring af lyset. Det vil sige, vi holder et konstant lysniveau hen over dagen. Den anden del af det er, at vi har lavet det, der hedder døgnrytmelys. Det vil sige, at vi følger en døgnrytme,« forklarer Søren Lundgren fra KNXsolutions ApS, der stod for den tekniske opbygning af styringen, mens el-installatøren Elimar A/S stod for den fysiske installation.

»Det var en rigtig god beslutning. Resultatet er blevet virkelig flot, og medarbejderne er meget tilfredse med det behagelige lys,« siger Mariann Jensen, direktør hos JJ Kommunikation.
Videnskaben bag det intelligente lys
Installationen kombinerer to centrale funktioner: dagslysstyring og døgnrytmelys. Dagslysstyringen sikrer, at det kunstige lys automatisk tilpasser sig mængden af dagslys, der kommer ind gennem vinduerne. Medarbejdere, der sidder tæt ved vinduerne, får derfor mindre kunstigt lys end dem længere inde i lokalet; men den samlede lysmængde forbliver konstant.
Døgnrytmelyset følger naturens egen rytme og skifter farvetemperatur gennem dagen. Om morgenen starter systemet med varmt, gult lys med lav farvetemperatur. Hen over dagen stiger farvetemperaturen til et køligt, hvidt lys med højt indhold af blåt lys midt på dagen, og mod aften vender det tilbage til det varme, gule lys.
»Vi starter om morgenen med et gult lys, en meget lav farvetemperatur. Så kører vi hen over dagen til en meget høj farvetemperatur, og lige inden de skal hjem, putter vi den gule farve på igen,« beskriver Søren Lundgren.
Det blålige lys midt på dagen holder os vågne og produktive, mens det varme lys om morgenen og aften afspejler ydertimerne.
»Det er jo sådan, at den menneskelige hjerne reagerer jo på både mængden af lys og farven på lyset. Og jo mere blåt lys man kan putte ind, jo mere effektivt og mere produktiv bliver du,« forklarer Søren Lundgren.

Selvom det primære formål er at forbedre arbejdsmiljøet, giver systemet også energibesparelser.
Detaljeret rapport
Bag den færdige installation ligger et omfattende designarbejde. Leverandøren Ledavance udarbejdede en detaljeret lysdesignrapport på 38 sider, der nøje beregner lysets styrke og fordeling i alle kontorområder.
»Der ligger jo en lysberegning til grund for det her. Vi har lavet en lysberegning, hvor man kan se, hvor skal man kunne sidde med forskellige lysstyrker. Det er simpelthen at få placeret det rigtigt,« siger Søren Lundgren.
Lysdesignet sikrer regelmæssighed og undgår skarpe kontraster mellem lyse og mørke områder. Den fysiske installation består af klassiske 60×60 cm armaturer over arbejdspladserne kombineret med spots i gangområderne. KNX-komponenterne leveres af ABB, mens armaturer og spots kommer fra Ledavance.
En af de største succeser ved installationen er, at den fungerer næsten umærkeligt. De gradvise ændringer i farvetemperatur gennem dagen registreres ikke bevidst af brugerne, men påvirker dem positivt.
»Det var en rigtig god beslutning. Resultatet er blevet virkelig flot, og medarbejderne er meget tilfredse med det behagelige lys,« siger Mariann Jensen, direktør hos JJ Kommunikation.
Selvom det primære formål er at forbedre arbejdsmiljøet, giver systemet også energibesparelser. Den intelligente dagslysstyring sikrer, at der kun bruges den nødvendige mængde kunstigt lys, og døgnrytmestyringen reducerer det samlede energiforbrug.
»Energibesparelsen ligger i den del af dagslysstyringen, der styrer, hvor meget lys der skal være. Og den anden – døgnrytmestyringen – styrer, hvordan effektivitet og døgnrytme bliver styret,« forklarer Søren Lundgren.
KNX-platformen gør det muligt at udvide systemet senere. Den nuværende løsning fokuserer udelukkende på belysning, men samme infrastruktur kan udvides til at omfatte varme, ventilation og andre bygningsautomatiseringsfunktioner.
»Det der er unikt for KNX, det er alt det, du kan køre det sammen med – alle de andre ting man også kan styre. Man kunne jo udbygge det med varmestyring og ventilation og så videre,« forklarer Søren Lundgren.