Maskinmestre fik KNX-indsigt hos ABB

I slutningen af maj var 20 maskinmestre på besøg hos ABB i Middelfart for at høre nærmere om, hvordan fremtidens intelligente bygning kan se ud.

Den stod både på oplæg, spørgsmål og ikke mindst rundvisning, da 20 maskinmestre fra Maskinmestrenes Forenings Netværk for Facilities Management i slutningen af maj var på eftermiddagsvisit hos ABB på selskabets nye domicil i Middelfart.

Siden indflytningen i slutningen af 2022 har den kombinerede produktions- og administrationsbygning på i alt 6.700 kvadratmeter været arbejdsplads for ca. 210 medarbejdere. Bygningen er blandt andet udstyret med et 270 kWh solcelleanlæg på taget og et 400 kWh batterianlæg (BESS) til lagring af energi, samt et væld af andre løsninger til styring af indeklimaet.

»ABB’s hovedkontor i Middelfart er mere end bare en bygning – det er et levende showcase for fremtidens intelligente energiløsninger og en unik mulighed for at opleve, hvordan moderne bygningsautomatik og energioptimering fungerer i praksis,« siger formand for KNX National Group Denmark, John Hegelund.

Som produktansvarlig for KNX i Danmark hos netop ABB var han vært i mere end én forstand på besøgsdagen på Fyn. Sammen med ABB-kollegaen Kenneth Engermann var han derfor glad for at kunne vise ejendommen frem.

»Huset her er jo en live demonstration af, hvad det er, KNX kan i forhold til integration på rumniveau til styring af lys, varme og ventilation. Det er et flot eksempel på komplet bygningsautomation, der optimerer komfort og energiforbrug, og samler data ind i realtid,« sagde John Hegelund i sin velkomst.

»Idéen er, at det skal være en bygning, ABB’s kunder kan spejle sig i, forstået på den måde, at den rummer solceller, batterier og ladestandere til elbiler, og at vores egne systemer måler, analyserer og konstant optimerer balancen mellem energiforbrug, solceller, batteri og el fra nettet,« tilføjede han.

 

Som repræsentant for både KNX og ABB på dagen var John Hegelund glad for den store spørgelyst og gode fagsnak blandt deltagerne.

Inspiration og fagsnak

En af de medarbejdergrupper, der ofte vil skulle håndtere et KNX-system i en bygning, er maskinmestre i Facility Management-afdelinger og lignende roller. På vegne af bygningsejeren/-lejeren har de ansvaret for driften og at bygningen overholder BR18/BR25-kravene, hvilket giver et vigtigt samspil.

»Derfor giver det også god mening, at vi på et event som det hos ABB i Middelfart kan vise en masse maskinmestre et system, der kan løse de problematikker, de møder i deres dagligdag. De kan også få kendskab til nogle nye tavlekomponenter, de kan efterspørge til deres egne løsninger,« siger John Hegelund.

Blandt deltagerne på eventen var Anders Steenkjær, der er maskinmester ved Horsens Kommune og beskæftiget med teknisk drift. Forventningerne til besøget handlede om at se en intelligent bygning og få talt om faglige erfaringer med kolleger fra branchen.

»Jeg kan godt lide teknologien bag KNX, der – som jeg forstår det – er en rimelig simpel toleder, som kan komme rundt til alt, hvad vi har af materiel. Man kan bruge den til forskellige fabrikater, hvilket er noget, der tiltaler mig, og komponenterne kan en helt masse. Udfordringen i min optik er de fagfolk, der skal arbejde med løsningerne, og derfor er altafgørende for, at vi får noget, der virker,« siger han.

På dagen i den vestfynske købstad deltog også Henrik Hylsebeck Nielsen, der læser på Fredericia Maskinmesterskole og har studiejob i Middelfart kommunes Ejendomscenter, hvor han planlægger og udarbejder udbud til energioptimeringsprojekter, eksempelvis i form af fjernvarmekonvertering.

»Jeg var med for at høre om, hvad der sker omkring smarte bygninger. Det er spændende, hvordan bygninger går i retning af være noget, vi kan styre og hente data fra. Som studerende er det godt at få et indblik i, hvad der rører sig på markedet, og jeg kan godt se mig selv arbejde med KNX på et tidspunkt, for det lader jo til, at det er den vej, udviklingen går,« siger han.

For Michael Witt Gudmundsson var der ligeledes inspiration at hente, for hans vedkommende til en dagligdag som Facility projektleder i ADP – Associated Danish Ports, der driver havnene i Fredericia, Nyborg og Hanstholm, samt Taulov Dry Port.

»Jeg vil gerne vide lidt mere om KNX sammenlignet med alle de andre bussystemer, og hvad det måtte være for nogle fordele, KNX har i forhold til det, vi har i forvejen. Det er et meget komplekst område, så det gælder om at finde noget, der kan integreres, og der har ABB nogle produkter, som er meget inspirerende,« siger han.