Med lanceringen af KNX Secure bliver KNX den måske mest sikre globale standard for bygningsinstallationer. KNX Secure er baseret på en af verdens stærkeste krypteringsteknologier.
Hacking af it-systemer er en daglig trussel, som både virksomheder og private må prøve at beskytte sig mod. Nu lanceres KNX Secure, som skal sikre KNX-installationer mod at blive hacket – med risiko for, at data kan blive manipuleret, eller der i værste fald kan ske en fjendtlig styring af KNX-installationer.
KNX Secure er baseret på en af verdens stærkeste krypteringsstandarder, ISO 18033-3, der anvender AES – Advanced Encryption Standard – som er en 128-bit kryptering. Denne kryptering anvendes også til internationale kreditkort.
»KNX er den førende standard til bygningsinstallationer i Europa, og derfor er det også naturligt, at KNX nu er først på markedet med en dedikeret sikkerhedsløsning, nemlig KNX Secure, som skal sikre KNX-installationer mod både cyberangreb fra internettet og mod angreb fra hackere, som har fået intern adgang til KNX-installationer. Med Secure bliver KNX nu et endnu stærkere bud på fremtidens standard for intelligente bygninger, da flere af de konkurrerende teknologier ikke tilbyder nær så udviklede sikkerhedsløsninger,« siger Martin Mortensen, formand, KNX National Group Denmark.
KNX National Group Denmark har netop præsenteret KNX Secure for danske installatører og rådgivere, og leverandørerne er ved at sende de første komponenter til KNX Secure ud på markedet.
Dobbelt sikkerhed KNX Secure er en dobbelt sikkerhedsplatform, som består af to valgfri løsninger: IP Secure og Data Secure. De to løsninger kan bruges sammen eller hver for sig: IP Secure spærrer for internetangreb på KNX-installationer ved at kryptere alt dataindhold i KNX-telegrammer samt afsender og modtager, mens Data Secure krypterer indholdet i KNX-telegrammerne og gør indholdet ulæseligt, hvis man ikke er i besiddelse af de nødvendige krypteringsnøgler. På den måde kan hackere hverken stjæle informationer eller overtage styringen af KNX-installationerne.
»Man må ikke undervurdere truslerne mod KNX-installationer. Som verden ser ud i dag, er cyberangreb desværre en reel trussel, og der er allerede eksempler på, at bygningsinstallationer er blevet angrebet. Med KNX Secure har vi fået en sikkerhedsplatform, som fuldstændig lever op til de skrappeste globale krav til it-sikkerhed, og vel at mærke uden at det går ud over hastighed eller funktionalitet i KNX-installationerne,« siger Martin Mortensen.