Når DM i Skills brager løs den 18.-20. april, indgår KNX i den opgave, de udvalgte elektrikerlærlinge skal igennem.
Til konkurrencen, som finder sted i Roskilde, skal de fem deltagere arbejde med og demonstrere anvendelsen af KNX-teknologien til styring og regulering af installationer i forskellige typer bygninger, lige fra private boliger til offentlige institutioner, hospitaler, detail og kontorbygninger.
Schneider Electric er hovedsponsor for elektrikerfaget ved DM i Skills, og de bidrager med installationsmateriel, tavler, KNX-udstyr og andre nødvendige komponenter.
Med KNX-teknologien kan man reducere væsentligt materialeforbruget, og den moderne teknologi er et vigtigt element til at optimere energiforbruget og skabe mere bæredygtige løsninger i elbranchen.
KNX-teknologien indebærer, at det ikke længere er nødvendigt at trække et væld af ledninger for at styre belysningen fra forskellige kontakter. Et enkelt KNX-kabel, sammen med strømforsyning og koblinger, udgør komponenterne i et KNX-system. Dermed bidrager KNX til at optimere energiforbruget, hvilket er særligt relevant i lyset af de seneste års energikrise.
De fem elektrikerlærlinge, der skal dyste til årets DM i Skills, er:
Magnus Brandt Christensen, Salling El Service
Søren Bøgsted, Antel ApS
Kristoffer Jens Lundhede Mod, Multi-Tech
Magnus Tofthøj Iversen, Rolskov El og VVS
Magnus Bremer Hansen, Projekt ApS