Helmerhus får nyt liv med smart KNX-styring

Midt på Københavns pulserende Rådhusplads står Helmerhus, en historisk bygning fra 1900, der nu gennemgår en forvandling til 580 millioner kroner. Dette prestigeprojekt, ledet af entreprenøren Hoffmann A/S i samarbejde med Henning Larsen Arkitekter og det tyske ejendomsselskab Proteus, skal gøre den gamle dame klar til fremtiden.

Med 15.000 kvadratmeter kontorer, 1.200 kvadratmeter boliger og 3.000 kvadratmeter butikker og spisesteder bliver Helmerhus en moderne ejendom. Hjertet i det hele er en intelligent KNX-løsning, der sikrer både komfort og bæredygtighed.

En historisk bygning møder moderne teknologi

Renoveringen af Helmerhus er ikke bare et spørgsmål om at puste nyt liv i gamle mursten. Det handler også om at tænke fremad. Her spiller KNX, et avanceret styresystem til bygninger, en hovedrolle. Projektleder Allan Jørgensen Thomsen fra Hoffmann A/S forklarer:

»Vi installerer KNX på rumniveau, så vi kan styre alt fra varme og ventilation til lys på en smart og energieffektiv måde.«

KNX gør det muligt at tilpasse bygningens funktioner præcist til brugernes behov. Hvis et rum står tomt, slukker lyset, og radiatorerne holder pause.

»Det kører ikke bare på en kalender. Der skal være aktivitet i bygningen, ellers sparer vi energien,« siger Allan Jørgensen Thomsen.

Denne fleksibilitet er ikke kun praktisk. Den er også en del af strategien for at opnå DGNB Sølv-certificering, som stiller krav til bæredygtighed og lavt energiforbrug. Det er ellers ikke uden udfordringer at renovere en bygning fra starten af 1900-tallet.

»Det er altid svært at arbejde med en ældre dame som Helmerhus,« fortæller Allan Jørgensen Thomsen.

Han siger, at de gamle strukturer har gjort det tricky at trække kabler og finde plads til moderne installationer. Men selve KNX-systemet har vist sig at være en drøm at integrere.

»Styringsmæssigt er der ikke de store udfordringer. KNX er fleksibelt og kan tilpasses, selv i en bygning, der ikke er bygget til det fra starten,« forklarer han.

Resultatet er en løsning, der kombinerer det bedste fra fortiden og nutiden. De historiske facader bevares, mens interiøret får et moderne twist med teknologi, der reducerer spild og øger komforten for dem, der skal arbejde, bo og handle der.

Sparer energi, tid og penge

Hvorfor vælge KNX til et projekt som Helmerhus? Svaret ligger i fordelene, lyder det fra Allan Jørgensen Thomsen.

»For det første er det energieffektivt. Ved at slukke for unødvendige funktioner i tomme rum skærer systemet ned på CO₂-udledningen, hvilket er et vigtigt skridt mod DGNB-målene. For det andet er det brugervenligt. Lejere kan styre deres miljø med et tryk på en knap, og alt kan overvåges fra en central hovedstation. Når vi har testet det hele, kan vi se på hovedstationen, at alt kører, som det skal,« siger han.

Systemet er åbent og kan udvides med nye funktioner, hvis behovene ændrer sig. For ejerne betyder det lavere driftsomkostninger og en bygning, der appellerer til moderne lejere, som prioriterer ansvarligt ressouceforbrug.